Kapitel fra bogen Krigen, byen og det politiske. Redigeret af Niels Brügger og Henrik Nørgaard Petersen, Rævens sorte bibliotek, 1994 (s. 163-84):

Elektronisk demokrati

Af lektor Marcus Schmidt, Handelshøjskole Syd

Teknologi: Edens have eller Apokalypse?

"De største fremskridt i civilisationen er processer, der er uhyggeligt tæt på at ødelægge de samfund, i hvilke de foregår". - Alfred North Whitehead (1861-1947), britisk matematiker og videnskabsfilosof.⁽¹⁾

Alle kender vendingen om at vi lever i en forjaget tid. For to årtier siden klagede Alvin Toffler over "fremtidens alt for tidlige ankomst".⁽²⁾ Sådan har det sandelig ikke været altid. Fortiden var ubegribelig statisk, set med nutidens øjne: Siden oldtiden og indtil for få generationer siden har hesten været det væsentligste transportmiddel i krig såvel som i fred. Kavaleriet var et afgørende led i Alexander den Stores hær - ganske som det var tilfældet i Napoleons felttog mere end 2000 år senere.

Denne forfatters bedstemor, der levede i Sønderjylland, nåede trods sit over 80 år lange liv aldrig at komme til København. Forfatterens forældre kørte til skole med hestevogn og selv husker han (årgang 1956) endnu den sidste arbejdshest på den fædrene gård. Da hans bedstemor var teenager kunne hun i avisen læse om brødrene Wrights første flyveforsøg. Dengang fandtes der hverken radio eller TV og telefonnumrene havde blot to cifre. I sine sidste leveår oplevede hun i TV at se Neil Armstrong vandre rundt på månen. Hendes barnebarn (undertegnede) har inden for de seneste fem år været ti gange retur over atlanten (USA), tilbagelagt strækningen Sønderjylland-København-retur ca 250 gange mm.

Medieprofeten McLuhans profeti er på mange måder gået i opfyldelse: Verden er blevet mindre og man kan sige at vi i dag lever i den globale landsby.⁽³⁾ Golf-krigen, Bosnien og Waeco (Texas). Vi får det hele serveret på CNN. Anno 1994 er en af de hotteste begreber på Wall Street i New York Information Superhighway og aktierne på den nye teknologis opinionsledere - som Microsoft og Novell - står i høj kurs på børsen. Kunder har i dag mulighed for at inspicere hypotetiske køkkener før et køb og arkitekter kan vandre rundt i det indre af imaginære bygninger - takket være virtual reality. Arbejdet med nærværende bidrag foregik bla. under en togrejse i Tyskland.

På et tidspunkt var det brug for en tekstfil, som jeg havde glemt på en fast computer på bopælen hjemme i Danmark. Men det udgør ingen problem med nutidens teknologi: Den bærbare PCer kobles til et akustisk modem, som forbindes med en mobiltelefon. Der kaldes op og filen transmitteres på få sekunder og uden problemer.⁽⁴⁾ Kort tid efter blev jeg ringet op af en amerikansk kollega. Denne havde valgt mit privatnummer. Inden afrejsen fra hjemmet have jeg imidlertid foretaget en viderestilling af opkald til min GSM mobiltelefon. Så hans opkald blev stillet videre til TeleDanmark, derfra videre til det tyske operatørnet DeTeMobil, der førte samtalen frem til mit opholdssted på et intercitytog et sted i Tyskland...

Der er unægteligt mange fordele ved den nye teknologi. Men den er bestemt ikke problemfri. Teknologien er et tveægget sværd. Konfliktforskere har påvist, at den civiliserede verden under den kolde krig mellem supermagterne konstant befandt sig omkring 15 minutter fra den totale udryddelse. En sindssyg sovjetisk kommandant på en atomubåd, en misforstået spøg hos en amerikansk præsident, ja blot en kommunikationsfejl i Pentagon eller Kreml. Mere skulle (og skal) der faktisk ikke til for at udløse den store katastrofe. Lederne var nervøse og fingeren sad løst på udløserknappen.

Hitlers armeer var frygtet på grund af deres "blitzkrig" - en krig der typisk strakte sig over nogle uger. I en tid hvor begrebet "First strike" er et nøgleord, kan en krig afgøres på få timer. Der er derfor heller ikke meget tid til at fortryde og omgøre en beslutning.

Ifølge Paul Virilio frembringer enhver teknologi sin egen negativitet [s. 1]. I dag har en eneste syg magthaver eller en håndfuld terrorister principielt mulighed for at lægge hele civilisationen øde på få øjeblikke. Dette er den moderne teknologis negativitet.

Kommunikationsmidlernes og fremføringsteknologiernes effektivitet har med andre ord bragt os nærmere på krig, ødelæggelse og død. I historisk sammenhæng behøver en god eller forbedret kommunikation dog ikke nødvendigvis have negative konsekvenser. Tværtimod kan man faktisk nævne en del tilfælde, hvor den moderne teknologi ville have kunnet forhindre storpolitiske katastrofer...

Demokrati og hastighed

I anden halvdel af de femte århundrede før Kristus var nutidens Grækenland delt i to militærblokke, Det Attiske Søforbund under ledelse af Athen og Den Peleponnesiske Liga anført af Sparta. Med lidt god vilje kan man opfatte den storpolitiske situationen på det tidspunkt som en miniature-udgave af den kolde krigs deltagere, hvor:

Det Attiske Søforbund = Nato Den Peleponnes. Liga = Warszawa-Pagten

Athen = USA Sparta = Sovjet

Sammenligningen er faktisk ikke helt tosset, idet Athen jo var et demokrati og Spartas styreform på visse måder kunne minde om en form for totalitært styre.⁽⁵⁾ Scenen for den tids krige var hovedsageligt Grækenland og det græske øhav. De bystater og øer, der var allierede med Athen, betalte en årlig tribut til bystaten (en form for beskyttelsespenge), som så til gengæld påtog sig at rykke dem til undsætning, når de blev angrebet af en ydre fjende.⁽⁶⁾ Men nu skete det altså ind imellem, at en alliancepartner så sit snit til at melde sig ud af forbundet. I visse situationer ville bystaten blot være neutral, i andre tilfælde skiftede byen faktisk hest og hoppede over på modpartens side. Sidstnævnte tilfælde svarer sådan lidt til, at Portugal under afkolonialiseringen og revolutionen midt i 1970erne havde meldt sig ud af NATO og ind i Warszawa-pagten. Et sådant tilfælde forekom i året 428 før kristus.⁽⁷⁾ Byen Mytilene på øen Lesbos, et medlem af Det Attiske Søforbund gjorde oprør, opsagde uden grund samarbejdet og skiftede side. Men inden Sparta kunne komme den nye partner til undsætning, havde Athen sendt en flåde til øen og indtaget Mytilene.

Athenerne var rasende over Mytilaiernes forræderi. Den athenske folkeforsamling mødtes derfor, med det formål at drøfte sagen og beslutte, hvordan oprørerne skulle straffes. Taleren Kleon, sin tids ultra-høg, overtalte forsamlingen til en meget drastisk løsning: henrettelse af hele den mandlige befolkning samt salg af kvinder og børn som slaver. Det kan forekomme os uforståeligt, at en demokratisk forsamling kan vedtage en så ubarmhjertig dom, der ville ramme mange uskyldige.⁽⁸⁾ Men befolkningen var på den tid drevet til fortvivlelse: årtier med talløse krige, dertil en dræbende pest og, som det ikke kunne være nok, Mytilenes oprør. Det var lige det, der manglede, og som fik bægeret til at flyde over.

Udfald: Athenerne sendte en skib afsted mod Mytilene i et grusomt ærinde. De skulle eksekvere folkeforsamlingens dom. Straks efter at skibet var sejlet, begyndte skruplerne imidlertid at melde sig hist og her. Sindene faldt til ro og mange følte, dommen havde været for hård. Folkeforsamlingen blev derfor indkaldt, for påny at drøfte sagen. Denne gang kunne en anden taler, Diodotus, overbevise forsamlingsflertallet om den foregående beslutnings umenneskelighed. Forsamlingen omstødte derfor den tidligere beslutning.⁽⁹⁾

Men nu var gode råd dyre, for skibet med bødlerne havde efterhånden halvanden dags forspring. Med andre ord: Hastigheden blev et problem, eller rettere den manglende hastighed forstået som langsomheden ved den tids kommunikationssystemer. "Tidshorisonten" mellem Pnyx i Athen og Mytilene - en strækning på nogle hundrede kilometer over åbent hav - blev til et spørgsmål om liv og død. Man afsendte altså skyndsomt et nyt skib, der skulle indhente det andet skib og meddele at masse-dødsdommen var annulleret. Skibet med bødlerne sejlede heldigvis ret langsomt, medens forfølgerne roede som gale (de havde fået stillet belønninger i udsigt, hvis de nåede frem i tide). Så til alt held nåede forfølgerne frem, just i det øjeblik bødlerne skulle til at gå i gang med nedslagtningen. Dermed gik det godt, og den værst tænkelige situation blev undgået. Men det var lige ved at gå galt og det skal ikke megen fantasi til at forestille sig hvad en telegraf, endsige en mobiltelefon kunne have bevirket i denne situation...

Et andet eksempel: I starten af det 19. århundrede udsatte den engelske flåde de amerikanske handelsskibe for åben chikane. På et tidspunkt opstod der en meget spændt situation mellem de to landes regeringer og det endte med at USA erklærede krig mod England. Nu var englændernes aktioner imidlertid blevet tilbagekaldt dagen før krigen brød ud og dermed var grundlaget for krigserkæringen bortfaldet. Men det kunne amerikanerne ikke vide da der ikke fandtes hurtige kommunkationsmidler på den tid. Så derfor afholdtes krigen som planlagt.⁽¹⁰⁾ De to eksempler viser, at teknologien ikke behøver at modarbejde politik og/eller demokrati, men at den sandelig også kan være til gavn for en lynhurtig effektueringen af beslutningsprocesserne i et folkestyre.

Billedrørsdemokratiet

Ifølge Virilio "opstår demokratidebatten på grund af et absolut hastighedstyranni, der trænger sig ind på demokratiet" [s. 7] For ham er demokrati deltagelse i beslutingerne. Dertil kræves henstand dvs. tidslig afstand, der kan anvendes til fælles refleksion.⁽¹¹⁾ Men den politiske beslutningsproces i det moderne samfund kræver svar "her og nu": Derfor maratonmøderne om finansloven, natlige forlig i røgfyldte lokaler om forsvarsudgifterne osv. Dansk politik er fulde af eksempler på sådanne "her og nu" beslutninger. Den afdøde fremskridtspolitiker Helge Dohrmann blev landskendt som "helten fra Rio Bravo" - på grund af et hastigt forlig, som han indgik med regeringen på en restaurant i det indre København. For slet ikke at tale om Kanslergadeforligets legendariske status. Politiske beslutninger af denne art vil ikke kunne praktiseres i et direkte demokrati, når millioner af borgere skal deltage i beslutningsprocessen. Virilio er klar over, at den nye teknologi muliggør teledemokrati. Han vender sig dog mod denne demokratiform som han skiftende kalder "live demokrati", "demokrati i gåseøjne" og "billedrørsdemokrati". En sådan form for direkte demokrati er i Virilios øjne ikke mulig.⁽¹²⁾

Nogle af os har, måske i et TV-program om fremtidssamfundet, set indslag fra forsøg i USA, hvor husstande, der er tilsluttet forsøget, rent faktisk kan "stemme" ved hjælp af TV'ets fjernbetjening.⁽¹³⁾ Dette, at seerne kan give "feed-back" til TV-stationen, kaldes to-vejs kabel-TV (også interaktiv TV). Interaktiv TV adskiller sig fra vort almindelige envejs-kabel TV derved, at seerne kan reagere på det, der foregår på fjernsynsskærmen. Eksempelvis kan speakeren opfordre seerne til at deltage i en afstemning om et spørgsmål, f.eks. holdningen til et rygeforbud i offentlige institutioner. Dernæst dukker spørgsmålet op på fjernsynsskærmen: "Er De tilhænger eller modstander af et rygeforbud i offentlige institutioner"? Seerne kan så give udtryk for deres holdning ved f. eks. at taste "T" på fjernkontrollen, hvis de var tilhængere, "M" hvis de var modstandere osv. Få sekunder senere kan resultaterne af afstemningen ses på skærmen.

I de seneste år er "den elektroniske politik" påny kommet meget mere frem i offentlighedens søgelys, takket være den amerikanske præsidentkandidat, Texas-milliardæren H. Ross Perot. Perot har gjort sig til talsmand for, at de menige vælgere i langt højere grad bør inddrages i de samfundsmæssige beslutningsprocesser. Dette kunne ifølge Perot ske ved hjælp af såkaldte "Electronic Town Hall Meetings".

Oprindelsen til begrebet "Town Hall Meeting" går tilbage til det 17. århundrede, hvor Pilgrimme og Puritanere, der havde bosat sig langs den amerikanske østkyst⁽¹⁴⁾ med mellemrum mødtes i byens forsamlingshus for at drøfte og vedtage sager i lokale anliggender.⁽¹⁵⁾ "New England Town Hall Meeting" er i USA blevet til et synonym for direkte demokrati og for borgernes deltagelse i de politiske beslutningsprocesser.

Perots moderne udgave, "Electronic Town Hall Meeting" adskiller sig nu fra New England-udgaven ved, at deltagernes fysiske fremmøde i selve forsamlingshuset ikke længere er påkrævet. Perot mener, at alle borgere bør kunne "indrapportere" deres meninger forud for præsidentens beslutninger, under anvendelse af telefon, telefax osv.

Kritikere har foragteligt døbt Perots vision for "Talk Show Democracy", altså "underholdningsdemokrati". Konsekvensen har imidlertid været en fornyet opmærksomhed omkring det direkte demokrati i EDB-tidsalderen. Og det er måske slet ikke så dårligt, for som McLuhan engang har sagt, ja så er det glædeligt, når man lejlighedsvis kan vifte noget af den "moralske tåge" bort, der omgiver de nye teknologier.⁽¹⁶⁾ Telefon-afstemninger affejes heldigvis ikke mere som "fremtidsmusik"; end ikke i seriøse medier.

Et eksempel: Den 12. august 1992 kunne man læse en artikel med følgende overskrift i den ansete avis Wall Street Journal: "Voting by Telephone is Gradually Moving Into the Mainstream." I artiklen kan man læse, at telefonafstemninger vinder frem i Amerika.

Et andet eksempel: Evan Ravitz, formand for "The Voting By Phone Foundation", en amerikansk græsrodsbevægelse i direkte demokrati med domicil i Boulder (Colorado), blev for nylig opsøgt af en flok nålestribede herrer fra A.T.& T. (USAs teleselskab). Man kan forestille sig Evans undren ved at se store limousiner parkere foran hans utraditionelle hjem (en beskeden skovhytte i Rocky Mountains). Hvad skyldtes besøget? Koncernens ledelse havde nedsat en arbejdsgruppe, der skulle undersøge mulighederne for at selskabets produktionsapparat og kapacitet var gearet til elektroniske folkeafstemninger i større stil i USA. Personligt set brød lederne sig egentlig ikke synderligt om tanken, men "da det jo nok bliver aktuelt inden alt for længe", kunne man lige så godt gå i gang med forberedelsen af de tekniske og kommercielle aspekter...

Det kan tilføjes, at græsrodsbevægelsen i 1993 fik gennemtrumfet en lokal folkeafstemning (vælgerinitiativ) med hensyn til om det for fremtiden skulle være muligt at stemme per telefon ved afstemninger i Boulder området. Sagen faldt, omend med en ret lille margen (8000 stemmer mod 11.500). Dertil kommer at stemmeprocenten var lav (20%), hvilket meget vel kan have været årsagen til at forslaget faldt. Det må nemlig af nærliggende årsager formodes, at der blandt de 70%, der ikke mødte op til afstemningen i stemmelokalet, var forholdsvis mange, der ville have støttet forslaget...⁽¹⁷⁾ Uanset hvad vi måtte mene om de nye kommunikationsteknologier og specielt deres evne til at måle vælgernes holdninger, må vi erkende, at de er kommet for at blive. Vi kan selvfølgelig påstå, at de nye teknologier og deres politiske anvendelsesmuligheder er et luftkastel, et modefænomen eller lignende og mene at politiske beslutninger i al evighed vil blive truffet som hidtil, nemlig i parlamentet.

Ganske som Saddelmagernes Fagforening under en kongres i slutningen af det 19. århundrede kundgjorde, at automobilen aldrig nogensinde ville afløse hesten som vigtigste transportmiddel (selvom det måske lød ret så troværdigt, når man så den tids hostende og prustende Daimler Benz biler futte afsted med 15 km i timen)... Jo mere vi vægrer os mod den nye tids udfordringer, desto mere kommer vi til at minde om ludditer, maskinstormerne, der i begyndelsen af det 19. århundrede med vold og magt ville forhindre den industrielle revolutions udbredelse. En anden reaktionsmåde er at betragte de nye teknologier som en spændende udfordring for vores demokrati. En udfordring, der kommer på et tidspunkt hvor vores politiske system, det repræsentative demokrati, er i alvorlig krise. Vores parlamentariske system har i de seneste år ganske enkelt ikke kunnet omsætte folkets røst til samfundsmæssige beslutninger. ⁽¹⁸⁾

Postparlamentarismen

Alt for ofte har det konventionelle parlamentariske system spillet fallit. Selv fortalerne for det repræsentative demokrati har modvilligt måttet tage denne kendsgerning til efterretning. Enhver seriøs virksomhedsledelse, der i den grad var blevet underkendt af sin generalforsamling som et næsten enigt Folketing den 2. juni 1992, blev underkendt af vælgerflertallet - en sådan ledelse ville have erklæret sin kollektiv afsked den 3. Juni.

Da de kommunistiske økonomier i øst for nogle år siden kom i krise og brød sammen, kendte vores politikere svaret: Når borgernes informationsniveau og levevilkår stiger, vil de ikke længere finde sig i, at en håndfuld personer i politbureauet egenrådigt styrer landet. Tiden er inde til, at vores politikere anvender dette argument på sig selv: Hvis vælgernes uddannelse og sociale forhold forbedres, er de ikke længere tilfreds med at sætte et kryds med års mellemrum og så overlade det til en lille elite at træffe alle væsentlige beslutninger.

Et lignende synspunkt forfægtes af Jussi Merklin i sin fængslende og afslørende bog Demokratiet undergraves oppefra: ⁽¹⁹⁾

Som forholdene er nu, er demokratiet kun en illusion - magthavernes illusion...Det repræsentative system er ikke noget demokratisk system i sig selv. Under det repræsentative system er størstedelen af folket helt udelukket fra indflydelse på den politiske beslutningsproces. Folketinget er et forvredet spejlbillede af det danske folk på samme måde som spejlene i Tivolis spejlsal er forvredne spejlbilleder af dem, der står foran dem...Fra borgernes synspunkt skaber det repræsentative system kun ufrihed og ulighed...Den, der sætter lighedstegn mellem demokrati og Folketinget, har faktisk ikke forstået ret meget af det hele...Man kan med andre ord godt bekæmpe Folketinget og parlamentarismen, selv om man er en god demokrat.

På nuværende tidspunkt hersker der et signifikant demokratisk underskud i Danmark. Ganske som Doktor Faustus i Goethes drama pantsætter sin sjæl til djævelen, således pantsætter vi ved vort kryds vores politiske sjæl og dømmekraft til de folkevalgte for en årelang periode. Som børnene fra Hameln dansede til rottefængerens hypnotiserende toner, således danser det danske folk i dag til politikernes fodnoter.

Politikerne vil overbevise os om deres absolutte uundværlighed:

De har monopol på besindighed

De er ene om evnen til at tænke logisk,

Kun de kan se komplicerede sager i den store sammenhæng.

Men disse argumenter er lige så falske som pavedømmets ufejbarhedsdogme. Og omsider er timeglasset ved at løbe ud. Nu viser det sig, at essensen i deres argumenter er vævet i samme stof som kejserens nye klæder. Sandheden er nemlig: Vælgerne kan sagtens træffe alle beslutninger selv - hvis bare de får lov, og der levnes dem en anelse tid til udvikling af en politiske ånd.

I begyndelsen af dette århundrede skrev den tyske filosof Oswald Spengler en meget omtalt bog om vesterlandets undergang. En af hans spådomme gik ud på, at parlamentarismen næppe ville overleve udgangen af det 20 århundrede. For ham udgjorde det indirekte styre kun et overgangsfænomen, der ville blive afløst af "privatpersonernes vilje".⁽²⁰⁾ Det kan for mig at se ikke herske tvivl om, at vi i dag lever i den senparlamentariske tidsalder, og at denne inden længe vil blive fortrængt af det direkte demokratis epoke. Timeglasset er med hastig fart ved at løbe ud for de indirekte styreformer.

Det danske folkestyre går tilbage til midten af det 19 århundrede. I den form, vi i dag kender det, har det eksisteret i mindre end 40 år. Det er aldeles usandsynligt, at det vil overleve i noget nær dets nuværende form - når vore dages teenagere til sin tid flytter på alderdomshjem. Folketingets magt er uden tvivl på retur. Ingen kan i dag med sikkerhed sige, om Folketinget og dets centralistiske strukturer med tiden helt kan undværes - på samme vis som vi i 1953 nedlagde Landstinget, fordi det var overflødigt. Måske vælger vi at bibeholde Christiansborg som minde om en stolt fortid, ganske som englænderne har bevaret deres Overhus. Og på samme måde, som vi i dag mindes de forskellige epoker af vores historie på Hjerl Hede, i Jelling og i Den Gamle By i Aarhus.

Den demokratiform, som vi med syvmileskridt bevæger os hen imod, kunne man kalde den participatoriske æra. Resten af dette indlæg handler om, hvordan vi i dag kunne forberede os på denne epoke, der med usvigelig sikkerhed vil skylle ind over de danske kyster. Der findes selvfølgelig andre muligheder mht. at reformere demokratiet på end den måde, som jeg skitserer. Andre bud på løsninger omtales i bøger af henholdsvis James Fishkin⁽²¹⁾, Benjamin Barber⁽²²⁾, John Burnheim⁽²³⁾ og Robert Paul Wolff⁽²⁴⁾. Selv om mit forslag er udviklet uafhængigt af andre, kan det opfattes som en videreudvikling af Burnheim og Wolff samt af nogle tanker, der er skitseret af Robert Dahl.⁽²⁵⁾

Trykknapdemokratiet

Der findes faktisk en måde, hvorpå man nemt og elegant kan realisere det direkte demokrati i Danmark her og nu: Alle danskere har i dag adgang til en trykknaptelefon, enten derhjemme, på arbejdet eller på værtshuset.⁽²⁶⁾ Samtidigt har telefonselskaberne i de senere år udviklet den såkaldte Voice Response teknologi. De fleste kender eller har hørt om metoden f.eks. fra pengeinstitutterne: man ringer til et nummer, hvorpå en computerstemme i den anden ende spørger, hvad man vil høre nærmere om (tast "1" for valutakurser, "2" for kontostand osv.).

Trykknap-teknologien kan selvfølgelig også bruges til at måle borgernes holdning til en sag: Antag vi var interesseret i at kende vælgernes holdning til et konkret anliggende, f.eks. nærlys på biler i dagtimerne. Vi indtaler derfor følgende spørgsmål på computeren: "Er De tilhænger eller modstander af, at biler skal have nærlyset tændt i dagtimerne?" - Tast "1" hvis De er tilhænger, "2" hvis De er modstander, og "3" hvis De ønsker at stemme blankt. Det forudsættes et øjeblik at vort system er indarbejdet og kendt. Så anmodes alle ca. 4 millioner vælgere om, på en given afstemningsdag, at ringe til computeren. Efter at have indtastet sin personlige kode (et elektronisk valgkort/PIN-kode), lytter vælgeren til spørgsmålet om nærlys, når det læses op i telefonen. Vælgeren indtaster derpå sin holdning ved at benytte telefonens trykknapper.⁽²⁷⁾ Systemet kan sikres lige så godt mod misbrug som Dankort.

Man slipper endvidere for at skulle bevæge sig ned i valglokalet. Man kan jo ringe overalt fra - hjemmefra, fra arbejde, medens man besøger venner, fra en telefonboks eller mobiltelefon - forudsat det er en trykknaptelefon. Det er endog muligt at stemme, når man opholder sig i udlandet - Forfatteren har med held testet systemet fra så forskellige steder som Dublin, Chicago og Hawaii. Med andre ord: brevstemmer bliver overflødige! Det er klart, at et fuldt udbygget computersystem, der skal kunne registrere og håndtere op til 4 millioner opkald på en given dag, koster penge at oprette og vedligeholde (nogle milliarder kroner, se forneden). Dertil kommer, at alle opkald bør være gratis. Det skal altså være et såkaldt 80-nummer), således at den arbejdsløse har samme mulighed for deltagelse som funktionæren, der ringer fra arbejdet.

Det offentlige bør også forære en trykknaptelefon til de 10% af husstandene der endnu ikke har en sådan. Hvordan sikrer man sig, en høj stemmeprocent under disse telefonafstemninger? - Svar: Jo flittigere man er til at deltage i afstemningerne, desto lavere bliver ens trækprocent! Dette er en positiv version af den belgiske og den australske ordning, hvor man idømmes en bøde for ikke at møde op.⁽²⁸⁾ Som sidegevinst får man endeligt aflivet "sofavælgerne". De kan jo sagtens stemme med telefonrøret i hånden samtidigt med, de svælger sig på deres elskede sofa. En oplagt indvending mod det foreslåede system er følgende: Mange af de beslutninger, der i dag træffes på Christiansborg, er så tekniske og komplicerede, at den menige borger slet ikke har forudsætning for at tage stilling til dem.

Hvad ved den brede offentlighed f.eks. om CO²-afgiften? Svar: De ved måske ikke meget på forhånd, men det kan der nu let rodes bod på. Voice-Response systemet kan snildt udbygges til, at man - stadig via trykknapperne - kan trykke på en speciel tast og lytte til ekspertudtalelser, høre om LOs eller Greenpeaces holdning osv. - inden man selv tager stilling. Det kan være en fordel at 'varsle' en afstemning i god tid f.eks. i dagspressen, således at borgerne har mulighed for at følge mere med i mediernes dækning af området i perioden forud for afstemningen (Man kan også indtaste uddybende oplysninger for og imod på tekst-TV).

Varslingen gør også at man får mulighed for at diskutere sagen med venner og bekendte. Bortset fra alt dette, så er det jo slet ikke nødvendigt at vælgerne sætte sig ind i alle tekniske detaljer. Det gør folketingsmedlemmerne jo heller ikke i dag men overlader det til de politiske ordførere. Desuagtet skal alle MFere principielt stemme om alle sager uanset at de kun personligt har sat sig grundigt ind i en brøkdel af dem. Ganske som folketingsmedlemmerne, ja så skal vælgerne i et direkte demokrati i højere grad tage stilling til de politiske aspekter end til de tekniske aspekter af en given beslutning. Vælgerne skal afgøre om vi skal have en Øresundsbro eller ikke, hvorimod det i givet fald overlades til eksperter at omsætte beslutningen til praksis.

Det Elektroniske Andetkammmer

Vi vil efter disse uforpligtende betragtninger i det følgende diskutere nogle konkrete muligheder. Forslag til Trykknapdemokrati i praksis:⁽²⁹⁾

Idealet er, at enhver borger personligt deltager i hver eneste afstemning der har betydning, det være sig om det kommunale lyskryds, amtets fredningsforslag, momssatsen eller regeringens intentioner om at sende FN-soldater til Bosnien.

Lad os for en stund antage, at Grundlovens formynderiske § 42, der stort set udelukker folkeafstemninger om de ting, der virkeligt vedkommer os, "på en eller anden måde" blev afskaffet. Siden 1953-Grundloven har vi i Danmark haft 175 folketingsmedlemmer og et vælgerantal, der er 20.000-25.000 gange større. Hidtil har det været således, at de 175 træffer beslutninger, og de 4 million vælgere har at rette sig derefter. Men antag nu, at vælgerne i en ny Grundlov blev repræsenteret på en sådan måde, at hver vælger i løbet af sit liv fik en 1:1 chance for at blive beslutningstager.⁽³⁰⁾

Da denne idé om, at alle borgere skal kunne deltage i samfundets afstemninger, bare ikke samtidigt, men efter hinanden dvs. i tidsmæssige "bidder", ifølge Aristoteles i oldtiden var nedfældet i Milets forfatning og går tilbage til en vis Telekles, kunne vi passende kalde dette afstemningsprincip for Teleklisme.⁽³¹⁾

Teleklismen kunne indrettes ud fra følgende betragtning:

Der er ca. 4 millioner vælgere i Danmark.

En vælgers gennemsnitlige levetid er på 75 år.

Ud af disse 75 år er vælgeren afskåret fra enhver stemmeafgivelse i de første 18 år. Derefter kan hun/han imødese en tilværelse på 57 år som vælger. I dette rigelige halve århundrede har vælgerens eneste borgerpligt hidtil bestået i at sætte et kryds 3-4 gange pr. årti. Under Teleklismen bliver dette helt anderledes. Hvis vi dividerer de 4.000.000 vælgere med 57 vælgerår, får vi ca. 70.000. Hvis vi hvert år ved tilfældig lodtrækning udtrækker 70.000 vælgere, og hvis vi gør dette 57 efter hinanden følgende år, så er samtlige 4.000.000 vælgere udtrukket, og alle har været på tur⁽³²⁾ (det svarer sådant lidt til præmieobligationernes udtrækning, hvor alle numre bliver trukket før eller siden, bare ikke alle samtidigt - eller til et kraftigt udvidet borgerligt ombud). 70.000 svarer omtrent til en årgang, når vi tager et gennemsnit over den sidste generation.

Morale: Hvis vi på én eller anden vis hvert år kunne få 70.000 "friske" vælgere til at deltage i en afstemning pr. trykknaptelefon, så ville hver dansker - statistisk set - i det mindste én gang i sit liv, dvs. i sin 57 årige vælgertilværelse, figurere i rollen som samfundspolitisk beslutningstager. Dette er kernen i Teleklismens princip.

De 70.000 således årligt udvalgte kunne vi kalde for det aktuelle teleklistpanel eller, da de som følge af udvælgelsesmetoden (lodtrækning), udgør et repræsentativt udsnit af den danske vælgerbefolkning, kort og godt MiniDanmark.

Indvendinger mod direkte demokrati

Argumenterne der kan fremføres imod en sådan form for direkte demokrati er mange:

"Aldrig-i-min-baghave" (AIMB): Et flertal af vælgere er enige om, at der er behov for et nyt stort el-kraftværker eller rensningsanlæg. Men når man opdeler svarene på regioner, ses, at vælgerflertal i hvert region går imod, at værket/anlægget skal ligge i netop deres egn af landet. Så kunne de jo risikere at få værket som nabo. Kernen i argumentet er: enhver er sig selv nærmest.

"Budgetproblemet": Når befolkningen skal stemme om besparelser på de offentlige budgetter, noterer man f.eks., at der er et flertal for at spare 10% i alt. Hvis man dernæst spørger i detaljer, spores en selvmodsigelse: Flertal for kraftige besparelser på områder af budgettet, hvor der ikke kan spares mange millioner (f.eks. Det Kongelige Teater) og samtidigt en modvilje mod at spare på de tunge poster (som sygehuse og undervisning). Og så går regnestykket selvsagt ikke op.

"Emotionsproblemet": Dagen efter at en sindssyg har begået et bestialsk massemord, og folkestemningen derfor er i oprør, er der pludselig flertal for genindførelse af dødsstraf. Få uger senere, når sindene er faldet til ro igen, er der flertal for at retsforfølge skarpretterne.

"Faren for flertalstyranni": Hvis der indføres et simpelt flertalsstyre i enkeltsager, er der en nærliggende fare for, at flertallet opfører sig urimeligt overfor forskellige mindretal, det være sig indvandrere eller religiøse mindretal osv.

"Vælgerne er for konservative": Vælgerne går principielt imod større ændringer i deres hverdag. Ofte er det derfor nødvendigt med en anelse "frivillig" tvang, når der i samfundet skal indføres nye skikke, adfærdsændringer (f.eks. tvungen brug af sikkerhedssele) osv. Erfaringen fra Svejts viser, at folkeafstemninger (referendum) virker "konservative". Politikere er derimod i højere grad end vælgerne disponeret for progressivitet og nytænkning.

"Kontinuitetsproblemet": Hvis befolkningen spørges til råds om dette og hint, så går det ud over kontinuiteten i den politiske beslutningsproces: Den ene dag er der et knebent flertal for EF-Unionen, når afstemningen gentages ugen efter, bliver resultatet, at modstanderne får overtaget.

"Vælgerne er for uvidende (dumme)": De almindelige vælgeres indsigt i og viden om politiske og samfundsmæssige forhold er alt for ringe til at man kan betro dem med inden- og udenrigspolitiske anliggender. De folkevalgte har derimod bedre evner og mere tid til at hellige sig de politiske beslutningsprocesser (se foroven).

"Vælgerne er for sløve og ugidelige". De gider ikke være med og konsekvensen er en lav stemmeprocent. Se blot på Svejts.

"Et Direkte Demokrati bliver et afstemningsdemokrati uden egentlig debat".

"Det er for dyrt".

Det kan vises, at ingen af de 10 fremførte argumenter holder stik når man går dem efter i sømmene.⁽³³⁾

Elektronisk demokrati og faren for valgsvindel

En anden og mere subtil indvending vedrører hvordan man sikrer systemet mod misbrug. Når der skal stemmes over telefonnettet, kan det så ikke tænkes, at en hacker via sin PC bryder ind i afstemningscomputeren eller et eller andet sted på linien og manipulerer resultatet? Nu opdager vi jo nok at der er noget galt, når 80% af stemmerne går til kandidaten Micky Mouse. Men hvad med et program, der ændrer hver 10. ja-stemme til en nej-stemme? Når man opfatter elektronisk teledemokrati som en ny teknologi kunne man med Virilios ord sige at systemet - med den iboende faren for valgsvindel af den nævnte art - frembringer sin egen negativitet.

Vi tvinges altså til at drøfte, om en PIN-kode kan sikres mod svindel. Den er i hvert fald lige så sikker som en Dankort kode. Nu kan Dankort-systemets sikkerhed diskuteres. Hvorom alt er: Antallet af transaktioner per år for check og Dankort var i 1991 af stort set samme omfang (130 mio transaktioner med check mod 125.8 mio med Dankort⁽³⁴⁾). Men der blev samme år foretaget 8028 anmeldelser om dokumentfalsk med check mod kun 459 fsa. Dankort.⁽³⁵⁾ Der bliver altså forholdsvis begået omkring 20 gange flere lovovertrædelser med manuelle som med elektroniske kreditformer.

Man kan tilføje, at valgsvindel også kan forekomme og er forekommet under traditionelle valg. Valgsvindel har faktisk været kendt lige siden tidernes morgen. I oldtidens athenske demokrati havde man en speciel form for afstemning: Folkeforsamlingen kunne hvert år stemme om, hvilken politisk leder, der skulle afsættes og udvises i 10 år (metoden var et værn mod ambitiøse lederes magtbegær). Der blev så udpeget nogle "kandidater", og den, der fik flest stemmer, "vandt". Afstemningen forgik ved at borgerne ridsede kandidatens navn på et potteskår (ostrakon). Derfor anvendtes navnet ostrakisme om denne afstemningsmetode.

Nu var det jo en fristende måde at slippe af med en ubehagelig politisk konkurrent på. Under udgravninger har man fundet en bunke med 191 potteskår alle med navnet Themistokles, den kendte feltherre fra Perserkrigene, som faldt i unåde og blev offer for ostrakismen i år 471 f.kr. Men de 190 potteskår med Themistokles' navn kan ifølge skrifteksperter føres tilbage til kun 14 skrivere. Det kan ikke udelukkes, at det drejer sig om valgsvindel. Måske blev potteskårene masseproduceret i stor stil af Themistokles' politiske modstandere til uddeling blandt borgerne som nutidens løbesedler.⁽³⁶⁾

Vi kender også historien om generalen Ergokles, der efter sigende skal have bestukket ikke mindre end 2100 borgere under en retssag mod ham.⁽³⁷⁾ Valgsvindel er altså næppe opfundet i det 20. århundrede. Rent bortset fra det, ja så forekommer afstemningssvindel også i parlamenter: Ved en afstemning i det polske parlament om finansloven blev det ved hjælp af TV-kameraer afsløret, at flere parlamentarikere trykkede på andre medlemmers afstemningsknap, samtidigt med at de trykkede på deres egen.⁽³⁸⁾

Om at gøre de rigtige ting

Politikerne vogter over Grundlovens bogstav med største nidkærhed, medens de glemmer dens ånd, altså lovens formål og overordnede sigte.⁽³⁹⁾ Hvor langt skal udviklingen gå, før det for alvor går op for vore politiske ledere, at de er kommet ud på skråplanet og at spillereglerne hører fortiden til? Skal vi vente på, at de bliver til grin på samme vis som myndighederne i Washington blev det i 1970? Dengang gennemførte politiet en storstilet kampagne med det formål, at forbyde drageflyvning i parkområdet omkring Washington monumentet. Det var nemlig forbudt ifølge loven. Men ifølge hvilken lov? En lov, der var blevet indført kort efter århundredskiftet, og som skulle forhindre, at børnenes drager filtrede sig ind i Brødrene Wrights fly, hvis startbane dengang lå i forlængelse af det nuværende område af parken.⁽⁴⁰⁾

Også herhjemme kender vi til eksempler på administration af love, der hører fortiden til og lovgivningsarbejde, som tiden for længst er løbet fra: Så sent som i 1989 blev den kommunale vognmandskørsel i København på bedste bureaukratiske vis forvaltet i overensstemmelse med "hestevognsregulativet af 1923".⁽⁴¹⁾

Eksemplet med politiet i Washington har det til fælles med hestevognsregulativet, at den udøvende magt uden at stille spørgsmål, administrerer en lov, der er vedtaget at den lovgivende magt. Uanset, at tiden så afgjort er løbet fra den. De nævne eksempler kan få os til at trække på smilebåndet. Det er jo isolerede kuriositeter. Eller er det? Hestevognsregulativet går tilbage til 1923. Hvor gammel er Danmarks Riges Grundlov? Substansen i den gældende Grundlov går såmænd tilbage til Junigrundloven af 1849!

Parallellen er derfor ikke så galt afmarcheret. Den amerikanske ledelsesfilosof P. Drucker har sagt:⁽⁴²⁾

"Det er ikke nok at gøre tingene rigtigt - man må gøre de rigtige ting"

Politiet i Washington og myndighederne i København (Hestevognsregulativet) gjorde netop tingene rigtigt. Men de gjorde ikke de rigtige ting. Det samme gælder for vores parlamentarikere. I alt for mange tilfælde kværner og ævler de side op og side ned om at gøre tingene rigtigt, alt imedens de glemmer at interesserer sig for de rigtige ting. Når politikerne bruger tid og ressourcer på at gennemføre en rigsretssag mod Ninn-Hansen, er dette et eksempel på, at de vil gøre tingene rigtigt. Hvis de interesserede sig mere for den elektroniske revolutions konsekvenser for folkestyret i almindelighed og for det direkte demokrati i særdeleshed, da ville de gøre de rigtige ting.

En lignelse fortæller om en vandringsmand, der kommer forbi indgangen til en lang mørk tunnel. Her opdager han en olding, der rager med sine hænder i gruset foran tunnelen. Han har tabt sit ur. Efter at vandringsmanden gennem længere tid forgæves har hjulpet til med at søge, spørger han oldingen om denne nu er helt sikker på at uret er tabt på dette sted, hvorpå denne svarer: Nej, nej - jeg tabte uret inde i tunnelen, men jeg leder herude fordi lyset er bedre! - En af de væsentligste argumenter, der har været fremført for en revision af den gældende Grundlov vedrører problemet omkring adskillelsen af kirke og stat. Dette svarer til at søge ude foran tunnelen, hvor lyset er godt. Når man beskæftiger sig med indretningen af et direkte elektronisk demokrati, så svarer det til at begive sig ind i tunnelens dyb og begynde søgeprocessen på det relevante sted.

Det klassiske athenske demokrati bød på meget demokrati for de få.

Det repræsentative demokrati byder på lidt demokrati for de mange.

Det elektroniske direkte demokrati derimod lover meget demokrati til de mange.

Foroven har jeg koncentreret mig om en demokratisering af den lovgivende magt. Det må dog kun forekomme konsekvent at argumentere for en tilsvarende demokratisk strømsætning af den dømmende henholdsvis den udøvende magt.⁽⁴³⁾

Vi kunne eksportere os ud af krisen...

De folkevalgte prioriterer ulandshjælpen højt. Samtidigt viser vælgerundersøgelser, at det er her befolkningen mener der kan spares.⁽⁴⁴⁾

Disse to kendsgerninger kunne vi på snedig vis kombinere: Udviklingshjælp behøver ikke nødvendigvis at koste penge. Når vi eksporterer en cementfabrik til Vietnam, der ruster op, koster det de danske skatteydere penge, uden at det gavner modtagerlandets borgere. Mangt en dansk bistandsmillion havner alligevel i lommen på en korrupt asiatiske eller afrikansk embedsmand. Men vi kan sagtens bære os smartere ad - jfr. følgende fortilfælde:

Da lommeregnerne kom frem i halvfjerserne, gjorde de millioner af regnestokke i den vestlige verden overflødige. Det opdagede snedige hoveder i UNESCO⁽⁴⁵⁾, og på snarrådig vis arrangerede de en storstilet indsamling af regnestokke, som derpå blev "eksporteret", til u-lande, hvor de kunne finde anvendelse i modtagerlandenes skolesystemer. Disse havde ikke råd til lommeregnere, der dengang var ret dyre. Og de var heller ikke fortrolige med den elektroniske teknologi. Regnestokke kunne de derimod med fordel anvende som erstatning for deres kuglerammer og regnebrætter. Et nydeligt eksempel på vellykket ulandshjælp, der stort set ikke koster skatteyderne i de industrialiserede lande andet end selve transporten. Vi tager det, som vi ikke længere har brug for, fordi det er forældet, og eksporterer det til u-landene. Samtidigt gør vi dem en tjeneste.⁽⁴⁶⁾

Ud fra samme sigte har vi en oplagt eksportvare, som vi kan tilbyde u-landene. Hvor vi i halvfjerserne kunne tilbyde dem en enkelt vare (regnestokken), kan vi denne gang tilbyde modtagerlandene en regulær systemeksport: Det danske repræsentative demokrati! I denne bog har vi anført, at det repræsentative styre med al dens særegne indretninger er forældet og står foran at blive erstattet af det direkte elektroniske demokrati. Men hvorfor da lægge al den detaljerede know-how omkring valglovgivning, parlamentsrutiner, forfatningsret osv. i mølposen. Vore eksperter og politikere er faktisk ved at indse værdien af denne know-how:

Forskere fra Aarhus Universitet, medarbejdere i Folketingets lovsekretariat, valgkonsulenter i indenrigsministeriet osv. rejser i disse tider verden rundt for at "afsætte" det danske repræsentative demokrati.⁽⁴⁷⁾ Udenrigsministeriet har i den forbindelse ydet støtte til projekter i parlamentarisk opdragelse i Nepal, Estland, Letland, Kazakhstan, Kenya Ghana, Mongoliet, Etiopien, Mocambique og Zambia. Vi kan kun være enige med den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, når han betegner sådanne initiativer som "fantastisk opmuntrende".

Er det ikke pragtfuldt, at disse lande kan bruge den vare, som vi ikke længere har brug for hjemme. Det vil vare adskillige år før Nepals bjergbønder, Mongoliets fårehyrder og buskmændene i Zambias jungle får trykknaptelefoner. Og desværre er bongotrommer og røgsignaler ikke særligt velegnede kommunikationskanaler til formidling af befolkningens holdning i et direkte demokrati. Det er også glædeligt, når udviklingsminister Helle Degn lover, at demokratifonden løbende vil få støtte til eksport af dansk demokrati. Man kan kun ønske fondsbestyrelsen al mulig held og lykke i deres arbejde. Sjældent har penge været bedre givet ud.⁽⁴⁸⁾

De kommunistiske lande var i sin tid kendt for at eksportere de bedste varer, medens landets borgere måtte tage til takke med 2. sorteringen. Dette var en medvirkende årsag til at de kommunistiske lande i Østeuropa brød sammen. Ud fra dette ræsonnement må den omvendte strategi være den helt rigtige, hvis man vil skabe et stabilt styre.

Vi skal blot gøre det modsat: Beholde luksusvaren (elektronisk demokrati) for os selv og eksportere det brugte og fejlbehæftede produkt (repræsentativt demokrati). Og hvis vi samtidigt kan gøre u-landene en tjeneste på denne vis, må det da være en genial og ideel måde at takle tingene på: Tilfredse borgere i hjemlandet og glæde i udlandet. Politikerne siger vi skal "eksportere os ud af krisen". Det er lige præcis det vi i så fald gør: "vi eksporterer os ud af den politiske krise." Efter at vi på denne måde har fundet interesserede aftagere for vor forældede repræsentative styreform, kan vi koncentrere os om indretning og finansieringen af det elektroniske demokrati.⁽⁴⁹⁾

Men hvor skal pengene komme fra (det koster jo nogle milliarder om året at drive et direkte demokrati)? Kunne vi finde pengene ved at spare på forsvaret? Meningsmålinger viser i disse år samstemmende, at en nedskæring i forsvarsudgifterne⁽⁵⁰⁾ ikke vil møde synderlig modstand hos vælgerne.⁽⁵¹⁾ En ikke uvæsentlig del af forsvarsudgifterne går alligevel til tvivlsomme aktiviteter som Søværnets gentagne men mislykkede forsøg på at indtage Sjællands Odde⁽⁵²⁾ og på at "sænke egne slagskibe".⁽⁵³⁾ Ville det ikke være en glimrende idé at finansiere en væsentlig del af det elektroniske direkte demokrati gennem en overførsel af penge, der i dag anvendes til ammunition, kanoner, fly osv. til en hårdt tiltrængt opgradering af vores demokrati?

Men er vi rede til det direkte styre? Gider vi overhovedet deltage? Selv i sin repræsentative udgave bliver vores styreform betegnet som et tilskuerdemokrati. Som Lars Bille har sagt så har Danmarks Naturfredningsforening flere medlemmer end de danske politiske partier sammenlagt. Ja, vi har set eksempler på, at politiske partier har måttet annoncere efter kandidater i dagspressen forud for kommunalvalget i 1993. Det kunne altså tyde på, at vi slet ikke er interesseret i et participatorisk demokrati. Men helt så enkelt er det ikke.

Ingen havde behov for biler, TV, lommeregnere og Time Manager kurser før de fandtes. Men det er nu engang sådan at udbuddet skaber sin egen efterspørgsel.⁽⁵⁴⁾ Man kunne jo klare sig med heste, biblen & sengen, regnestokken og lommekalenderen. Spørgsmålet er om man burde gøre det, eller man bør have mod på noget nyt. Amish-folket i Pennsylvania klarer sig udmærket med hestevogn og uden elektricitet anno 1994. Spørgsmålet er snarere om noget sådant i sidste ende er særligt smart. Virilio har sagt: Man spørger ikke, om folk vil have [telefon] eller fax, de får den bare. Der hersker intet demokrati om fornyelser [s. 9]. Det er en korrekt iagttagelse. Og den gælder også for styreforms-fornyelsen "elektronisk demokrati". Vi blive slet ikke spurgt om vi vil have den. Den kommer bare.

Da man i England erfarede, at telefonen var blevet opfundet i USA, fandt en parlamentskommission frem til, at telefonen muligvis var en brugbar opfindelse i Amerika på grund af de store afstande og de tyndt befolkede områder. For England derimod var opfindelsen ifølge kommissionen uden nogen som helst værdi, da landet rådede over et tilstrækkeligt antal kurerer og postbude...

Litteratur

Aristoteles. 1973. Politik. Munich: DTV.

Arterton, F. Christopher. 1987. Teledemocracy: Can technology protect democracy. Beverly Hills: Sage.

Asimov, Isaac. 1983. Buch der Tatsachen. Ulm, FRG: Bastei Lübbe.

Ball, Terence, James Farr, and Russel Hanson, eds. 1989. Political Innovation and Conceptual Change. Cambridge, Mass.: Cambridge University Press.

Barber, Benjamin. 1984. Strong Democracy: Participatory Politics for a New Age. Berkeley, Calif.: University of California Press.

Benello, C. George. 1971. The Case for Participatory Democracy. New York: Grossman.

Burnheim John. 1985. Is Democracy Possible? Cambridge, U.K.: Polity Press.

Cronin, Thomas E. 1989. Direct Democracy: The Politics of Initiative, Referendums, and Recall. Cambridge, Mass.: Harvard University Press.

Dahl, Robert A. 1970. After the Revolution. New Haven, Conn.: Yale University Press.

-. 1989. Democracy and its Critics. New York: Yale University Press.

Fishkin, James S. 1991. Democracy and Deliberation: New Directions for Democratic Reform. New Haven, Conn.: Yale University Press.

Grote, George. 1846-56. History of Greece. 12 vols. London: Everyman's Library.

Hall, Edward T. 1977. Beyound Culture. New York: Anchor Press.

Hansen, Mogens Herman. 1991. The Athenian Democracy in the Age of Demosthenes. Cambridge, Mass.: Basil Blackwell.

Hollander, R. S. 1985. Video Democracy: The Vote-from-Home Revolution. Mt. Airy, Md.: Lomond

Kirchner, Bruce H. 1991. Electronic Democracy in the 21st Century. National Civic Review (Fall): 406-12.

Kramer, Daniel C. 1972. Participatory Democracy. Cambridge, Mass.: Schenkman.

Laudon, Kenneth C. 1980. Information Technology and Participation in the Political Process. In Human Choice and Computers, edited by A. Howshowitz, 167-91. Montvale, N.J.: North Holland.

Lucas, J. R. 1976. Democracy and Participation. Harmondsworth, U.K. Penguin Books.

Magleby, David B. 1984. Direct Legislation. Baltimore, Md.: John Hopkins University Press.

McLean, Iain. 1989. Democracy and New Technology. Cambridge, U.K.: Polity Press.

McLuhan Herbert Marshall. 1962. The Gutenberg Galaxy. Toronto: University of Toronto Press

-, 1965. Understanding Media: The Extensions of Man. New York: McGraw-Hill.

-, and Quentin Fiore. 1967. The Medium is Massage. Toronto: Bantham Books.

Merklin, Jussi. 1980. Demokratiet undergraves oppefra, Rosenkilde & Bagger

Mowshowitz, A., ed. 1978. Human choice and computers. Montvale, N.J.: North Holland.

Neustadt Richard M. 1985. Electronic Politics. In The Information Technology Revolution, ed. Tom Forrester, 561-70. Oxford: Basil Blackwell.

Pool, Izhiel de Sola. 1983. Technologies of Freedom. Cambridge, Mass.: Harvard University Press.

Popper, Karl Raimund. 1980. Die Offene Gesellschaft und ihre Feinde. 2 vols. Munich: Francke Verlag.

Saldich, A. R. 1979. Electronic Democracy. New York: Praeger.

Sand, Jacob, and Jens Engberg. 1993. Teledemokrati. Copenhagen: Teknologinævnet.

Schmidt, Marcus. 1993. Direkte demokrati i Danmark: Om indførelse af et elektronisk andetkammer Copenhagen: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.

Slaton, Christa Darlyn. 1992. Televote: Expanding Citizen Partipication in the Quantum Age. Westport, Conn.: Praeger.

Smith, Gerald W., and Jerry Debenham. 1988. Intelligent Voting Systems: Using Computers for Choosing our Leaders. The Futurist (September-October): 38-42.

Spengler, Oswald. [1918-1922] 1972. Der Untergang des Abendlandes. Reprint. Munich: DTV.

Tallian, Laura. 1977. Direct Democracy. Los Angeles: Peoples Lobby.

Tehranian, Majid. 1990. Technologies of Power: Information Machines and Democratic Prospects. Norwood, New Jersey: Ablex Publishing Company.

Toffler, Alvin. 1981. Fremtidschok. Copenhagen: Samlerens Forlag.

Valaskakis, K., and P. Arnopoulous. 1982. Telecommunitary Democracy: Utopian Vison or Probable Future. Montreal: McGill University.

Virilio, Paul. 1980. Geschwindigkeit und Politik. Berlin: Merve Verlag.

Wolff Robert Paul. 1976. In Defense of Anarchism. New York: Harper Torchbooks.

Zimmerman, Joseph F. 1986). Participatory Democracy: Populism Revisited. New York: Praeger.

Slutnoter

1. Citeret efter Marshall McLuhan & Quentin Fiore The Medium is Massage, Bantham Books, Toronto 1967 s. 6-7. Forfatterens oversættelse.
2. Fremtidschock, Samlerens Forlag 1972 s. 20
3. Selv om Virilio har sagt, at han ikke tror på McLuhans globale landsby [9], har han i hvert fald givet udtryk for tanker, der minder en hel del om den canadiske mediefilosofs: "I mindre end et halvt århundrede er de geografiske afstande kontinuerligt skrumpet ind på grund af hastigheden." Se Paul Virilio Geschwindigkeit und Politik, Berlin: Merve Verlag 1980 s. 178. Oversat fra tysk af forfatteren.
4. Næsten da. Det hænder at et "´" kommer ud som et "¤" og lignende. Men det er detaljer.
5. Som taleren Demosthenes (384-322 f.kr.) har sagt: I Athen står det dig frit at rose Spartas forfatning, hvorimod det i Sparta er forbudt af rose andre forfatninger end den spartanske. Se Karl R. Popper : Die Offene Gesellschaft und ihre Feinde. Vol. 1, München: UTB Francke Verlag, 1957 s. 260.
6. I praksis var det noget anderledes og mere kompliceret end det beskrives her, men dette er ikke en afhandling i græsk historie. Og vor beskrivelse er tilstrækkelig til vort formål.
7. For den følgende beretning se: George Grote History of Greece, Vol. 6, London: Everyman's Library, 1848-56, s. 245-276.
8. Så ubarmhjertigt det end kan lyde, så var det ikke end ualmindelig fremgangsmåde i det 5. og 4. århundrede før vor tidsregning. (Husk: Det var mere end 1000 år før vikingernes blodige togter. Menneskeliv havde gennemgående en ringe prioritet dengang!).
9. Omend kun med ganske få stemmers overvægt.
10. Den første transatlantiske kabel blev lagt ud 1866. Om sagen se Isaac Asimov Buch der Tatsachen, Ulm: Bastei Lübbe 1983, s. 274
11. Se også Weekendavisen 22.4.94. s. 16
12. Det er i hvert fald den måde, som denne forfatter tolker Virilios udtalelser på.
13. Se F. Christopher Arterton Teledemocracy, Sage, Beverly Hills, 1987 s. 138-44. Det amerikanske selskab Warner-Amex Cable Communication testede i årene 1978-84 mulighederne for anvendelse af tovejs-kabel TV. Forsøget, benævnt QUBE, foregik i Upper Arlington-distriktet ved Columbus i staten Ohio, hvor 32.000 husstande var tilsluttet systemet.
14. New England dvs. Massachusetts, New Hampshire, Connecticut, Rhode Island, Vermont og Maine
15. Se Joseph F. Zimmerman Participatory Democracy, Praeger, New York 1986 s. 17-34.
16. Herbert Marshall McLuhan, The Gutenberg Galaxy, University of Toronto Press, Canada 1962 s. 158.
17. Mange kan have syntes, at de var for besværligt at møde op på valgstedet. I USA er strækningen bopæl-stemmelokale typisk meget længere end hos os og 50 km er ikke usædvanlig. Så tur-retur kan det minde om en halv dagsrejse og ikke som herhjemme som noget, der kan klares på en halv time. Hvis man derimod kunne afgive sin stemme per telefon kunne det hele være overstået på 2-3 minutter.
18. Man kunne tilføje, at Folketinget udgør et forvansket billede af befolkningen: Der er usædvanlig mange akademikere, skolelærere, funktionærer, midaldrende mænd. Dertil kommer tilløb til dannelse af familiære dynastier, populært kaldet nepotisme (5 forhenværende hhv. nuværende ministre har haft forældre, der selv i sin tid var minister og visse af deres børn er i dag ledende ungdomspolitikere, kulturministeren er gift med finansministeren, sidstnævnte har været gift med den samme kvinde som statsministeren, denne kommer nu sammen med den tidligere miljøminister, hans nærmeste rådgiver er gift med en fhv. socialminister osv.).
19. Rosenkilde & Bagger, 1980. Et overset og groft undervurderet bidrag til den hjemlige demokratidebat. De følgende citater er fra kapitlet "Hvad er Danmark?"
20. Se Der Untergang des Abendlandes, München: DTV s. 1079ff. Passagen findes ikke i den forkortede danske udgave.
21. Democracy and Deliberation: New Directions for Democratic Reform, New Haven: Yale University Press 1991. Fiske foreslår, at politikere, forud for vigtige beslutninger, indkalder til en konference. Deltagerne er (ud over dem selv) en repræsentativ stikprøve på 500-600 vælgere. Fiske kalder denne personstikprøve for "en gigantisk fokus-gruppe" - med henvisning til de fokusgrupper af forbrugere, som analysebureauer anvender til produkttests. Ideen er så at politikerne i løbet af nogle dage tvinges til face-to-face konfrontation og debat om emnet med (et udsnit af) vælgerne. Emnet kunne være opførelsen af en ny bro eller lignende. Fiske giver dog intet klart bud på hvilke politikere, der skulle deltage: Alle parlamentarikere? Partiernes ledere eller ordførerne? Medlemmerne af stående udvalg fx trafikudvalget? Det siges heller ikke noget om hvad udfaldet af konferencen skulle være. Skal vælgerudsnittet til slut stemme om deres holdning til den forestående beslutning? Og hvis denne afstemning går imod politikerflertallet - skal politikernes mandat da være bundet osv.?
22. Strong Democracy: Participatory Politics for a New Age. Los Angeles: University of California Press 1984.
23. Is Democracy Possible?, Oxford: Polity Press 1985.
24. In Defense of Anarchism, New York: Harper & Row 1970
25. Se især hans After the Revolution: Authority in a Good Society, New Haven: Yale University Press 1970 s. 149f samt Democracy and Its Critics, New Haven: Yale University Press 1989 s. 340. Forskellen mellem hans og mit forslag er, at min personstikprøve eller rettere: mit vælgerpanel (MiniDanmark - se forneden) er væsentlig større end Dahls (han vil nøjes med 1000 vælgere). Dertil kommer, at Dahl forestiller sig at panelets mandat skal begrænses til en enkelt sag fx Øresundsbroen, som panelet så skal specialisere sig på i en periode på fx et år (man kunne selvfølgelig tænke sig samtidige paneler om mange forskellige aktuelle politiske emner). Ifølge min version skal panelet kunne stemme om alle de sager, som Folketinget i dag afgør alene. Dog forudsat, at en indledende afstemning i panelet resulterer i et flertal for overhovedet at stemme om det.
26. McLuhan gjorde så tidligt som i tresserne opmærksom på telefonens participerende kvaliteter:"The phone is a participant form that demands a partner, with all the intensity of electric polarity. It simply will not act as a background instrument like radio" - Understanding Media: The Extension of Man, New York: McGraw-Hill 1965 s. 268.
27. Hvis en problemstilling er lang og kompliceret, kræves kendskab til baggrundsoplysninger osv., da kan det vise sig nødvendigt at fremsende de nødvendige oplysninger (lovtekst, kommissionsrapport osv.) til borgeren i god tid forud for afstemningen. Og i så fald vil Voice Response-computerens stemme ikke oplæse et spørgsmål, men henvise til nogle tekniske instruktioner, hvilken tast man skal trykke på, hvis man er imod lov nr. 234 etc. Mere derom forneden. Opringningerne skal selvfølgelig fordeles over dagen. Af brevet med den fremsendte PIN-kode bør fremgå, inden for hvilket tidsrum af dagen den pågældende vælger kan ringe.
28. Der er måske ikke alle, der vil bryde sig om en belønning, som den vi her foreslår. Teoretisk set favoriserer afstemningsmåden den overfladiske "zapper-type" i forhold til den, der tænker grundigt over enhver sag, men som glemmer at stemme engang imellem. Men trykknap-demokratiet står og falder på ingen måde med forslaget om skattenedslag for de personer, der hyppigt deltager i afstemningerne.
29. Nærværende fremstilling er meget summarisk. For en langt mere detaljeret diskussion af de tekniske sider af sagen henvises til kapitel 6 i min bog Direkte demokrati i Danmark, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1993.
30. Det svarer sådan lidt til Andy Warhols udtalelse om, at der tilkommer enhver person 15 minutters berømthed
31. Læseren bedes bemærke den ordmæssige lighed i forhold til tele-ekklesia hvor ekklesia står for "folkeforsamling". Omtalen af Telekles' forfatning findes i Aristoteles' Politik 1298a 11-14.
32. Eller næsten da, idet 57 x 70.000 = 3.990.000. Bemærk, at udtrækningen skal være definitiv, eller som statistikeren vil sige "uden tilbagelægning". Når en person har været med én gang, er hun/han afskåret fra at blive udtrukket påny. Denne regel om, at en borger kun kan blive udtrukket til samme embede én gang i løbet af sit liv, var i øvrigt ret så udbredt i oldtidens athenske demokrati. Se Mogens Herman Hansen The Athenian Democracy in the Age of Demosthenes, Cambridge, Massachusetts: Basil Blackwell 1991 s. 232.
33. Interesserede henvises til kapitel 7 i min bog om direkte demokrati.
34. Se Fakta om Finansrådet 1992
35. Se Politiets årsberetning 1991 s. 214
36. Om sagen se: David Stockton The Classical Athenian Democracy, Oxford University Press, 1990 s. 37 (der dog fejlagtigt taler om 4 skrivere i stedet for 14). Se også Mogens Herman Hansen The Athenian Democracy in the Age of Demosthenes, Basil Blackwell, Cambridge Mass. 1991 s. 312.
37. Se Mogens Herman Hansen s. 284
38. Se Bild Zeitung 9.1.93.
39. En ånd, der, når alt kommer til alt, ikke er så demokratisk endda.
40. Edward T. Hall Beyond Culture, Anchor Press, NY 1977 s. 11.
41. B.T. 25-27.10.89.
42. "Hovedopgaver for den effektive leder", Måneds Børsen nr. 10 1980.
43. Se også BT 4.9.93. "Lad os få elektroniske byretsdomstole". Lovforslag L 200/1994 fremsat af Fremskridtspartiet (om tilfældig udvælgelse af nævninge) er et lille men vigtigt skridt i den rigtige retning.
44. Se B.T. 12.12.89. (Observa) og Jyllands Posten 29.9.91. (Sonar).
45. De Forenede Nationers Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur.
46. Det er den samme tanke der ligger til grund for tøjindsamlinger osv. til u-lande.
47. "Ny eksportvare: danske demokrati", Politiken 17.1.93.
48. "Dansk Demokrati nyt eksportvåben", Jyllands Posten og "Fremgang for dansk eksport af demokrati", Politiken 8.2.93. Se også Jyllands Posten 9.2.93. og Politiken 14.2.93.
49. Vi husker, at vi i en overgangsperiode beholder Folketinget side om side med DEA.
50. De er i dag på ca 15 milliarder per år
51. Se Jyllands Posten 29.9.91.(Sonar) og Politiken 17.11.91.(Vilstrup).
52. Fregatten Peder Skram affyrede 6. september 1982 en Harpoon-missil, der slog ned i et sommerhusområde ved Lumsås. I oktober 1991 affyrede minelæggeren Fyen granater, der landede få hundrede meter fra den befærdede færge-færdselsåre Oddenvej.
53. Den 22. september 1979 lagde U-båden Spækhuggeren sig om på siden, da den skulle uddokkes efter et hovedeftersyn på Orlogsværftet i Københavns havn.
54. Det er det som økonomer kalder Says lov.

Det Attiske Søforbund	=	Nato	Den Peleponnes. Liga	=	Warszawa-Pagten
Athen	=	USA	Sparta	=	Sovjet

	De har monopol på besindighed
	De er ene om evnen til at tænke logisk,
	Kun de kan se komplicerede sager i den store sammenhæng.

	Der er ca. 4 millioner vælgere i Danmark.
	En vælgers gennemsnitlige levetid er på 75 år.

	"Aldrig-i-min-baghave" (AIMB): Et flertal af vælgere er enige om, at der er behov for et nyt stort el-kraftværker eller rensningsanlæg. Men når man opdeler svarene på regioner, ses, at vælgerflertal i hvert region går imod, at værket/anlægget skal ligge i netop deres egn af landet. Så kunne de jo risikere at få værket som nabo. Kernen i argumentet er: enhver er sig selv nærmest.
	"Budgetproblemet": Når befolkningen skal stemme om besparelser på de offentlige budgetter, noterer man f.eks., at der er et flertal for at spare 10% i alt. Hvis man dernæst spørger i detaljer, spores en selvmodsigelse: Flertal for kraftige besparelser på områder af budgettet, hvor der ikke kan spares mange millioner (f.eks. Det Kongelige Teater) og samtidigt en modvilje mod at spare på de tunge poster (som sygehuse og undervisning). Og så går regnestykket selvsagt ikke op.
	"Emotionsproblemet": Dagen efter at en sindssyg har begået et bestialsk massemord, og folkestemningen derfor er i oprør, er der pludselig flertal for genindførelse af dødsstraf. Få uger senere, når sindene er faldet til ro igen, er der flertal for at retsforfølge skarpretterne.
	"Faren for flertalstyranni": Hvis der indføres et simpelt flertalsstyre i enkeltsager, er der en nærliggende fare for, at flertallet opfører sig urimeligt overfor forskellige mindretal, det være sig indvandrere eller religiøse mindretal osv.
	"Vælgerne er for konservative": Vælgerne går principielt imod større ændringer i deres hverdag. Ofte er det derfor nødvendigt med en anelse "frivillig" tvang, når der i samfundet skal indføres nye skikke, adfærdsændringer (f.eks. tvungen brug af sikkerhedssele) osv. Erfaringen fra Svejts viser, at folkeafstemninger (referendum) virker "konservative". Politikere er derimod i højere grad end vælgerne disponeret for progressivitet og nytænkning.
	"Kontinuitetsproblemet": Hvis befolkningen spørges til råds om dette og hint, så går det ud over kontinuiteten i den politiske beslutningsproces: Den ene dag er der et knebent flertal for EF-Unionen, når afstemningen gentages ugen efter, bliver resultatet, at modstanderne får overtaget.
	"Vælgerne er for uvidende (dumme)": De almindelige vælgeres indsigt i og viden om politiske og samfundsmæssige forhold er alt for ringe til at man kan betro dem med inden- og udenrigspolitiske anliggender. De folkevalgte har derimod bedre evner og mere tid til at hellige sig de politiske beslutningsprocesser (se foroven).
	"Vælgerne er for sløve og ugidelige". De gider ikke være med og konsekvensen er en lav stemmeprocent. Se blot på Svejts.
	"Et Direkte Demokrati bliver et afstemningsdemokrati uden egentlig debat".
	"Det er for dyrt".

	*Det klassiske athenske demokrati bød på meget demokrati for de få.*
	*Det repræsentative demokrati byder på lidt demokrati for de mange.*
	*Det elektroniske direkte demokrati derimod lover meget demokrati til de mange.*

	Aristoteles. 1973. Politik. Munich: DTV.
	Arterton, F. Christopher. 1987. Teledemocracy: Can technology protect democracy. Beverly Hills: Sage.
	Asimov, Isaac. 1983. Buch der Tatsachen. Ulm, FRG: Bastei Lübbe.
	Ball, Terence, James Farr, and Russel Hanson, eds. 1989. Political Innovation and Conceptual Change. Cambridge, Mass.: Cambridge University Press.
	Barber, Benjamin. 1984. Strong Democracy: Participatory Politics for a New Age. Berkeley, Calif.: University of California Press.
	Benello, C. George. 1971. The Case for Participatory Democracy. New York: Grossman.
	Burnheim John. 1985. Is Democracy Possible? Cambridge, U.K.: Polity Press.
	Cronin, Thomas E. 1989. Direct Democracy: The Politics of Initiative, Referendums, and Recall. Cambridge, Mass.: Harvard University Press.
	Dahl, Robert A. 1970. After the Revolution. New Haven, Conn.: Yale University Press.
	-. 1989. Democracy and its Critics. New York: Yale University Press.
	Fishkin, James S. 1991. Democracy and Deliberation: New Directions for Democratic Reform. New Haven, Conn.: Yale University Press.
	Grote, George. 1846-56. History of Greece. 12 vols. London: Everyman's Library.
	Hall, Edward T. 1977. Beyound Culture. New York: Anchor Press.
	Hansen, Mogens Herman. 1991. The Athenian Democracy in the Age of Demosthenes. Cambridge, Mass.: Basil Blackwell.
	Hollander, R. S. 1985. Video Democracy: The Vote-from-Home Revolution. Mt. Airy, Md.: Lomond
	Kirchner, Bruce H. 1991. Electronic Democracy in the 21st Century. National Civic Review (Fall): 406-12.
	Kramer, Daniel C. 1972. Participatory Democracy. Cambridge, Mass.: Schenkman.
	Laudon, Kenneth C. 1980. Information Technology and Participation in the Political Process. In Human Choice and Computers, edited by A. Howshowitz, 167-91. Montvale, N.J.: North Holland.
	Lucas, J. R. 1976. Democracy and Participation. Harmondsworth, U.K. Penguin Books.
	Magleby, David B. 1984. Direct Legislation. Baltimore, Md.: John Hopkins University Press.
	McLean, Iain. 1989. Democracy and New Technology. Cambridge, U.K.: Polity Press.
	McLuhan Herbert Marshall. 1962. The Gutenberg Galaxy. Toronto: University of Toronto Press
	-, 1965. Understanding Media: The Extensions of Man. New York: McGraw-Hill.
	-, and Quentin Fiore. 1967. The Medium is Massage. Toronto: Bantham Books.
	Merklin, Jussi. 1980. Demokratiet undergraves oppefra, Rosenkilde & Bagger
	Mowshowitz, A., ed. 1978. Human choice and computers. Montvale, N.J.: North Holland.
	Neustadt Richard M. 1985. Electronic Politics. In The Information Technology Revolution, ed. Tom Forrester, 561-70. Oxford: Basil Blackwell.
	Pool, Izhiel de Sola. 1983. Technologies of Freedom. Cambridge, Mass.: Harvard University Press.
	Popper, Karl Raimund. 1980. Die Offene Gesellschaft und ihre Feinde. 2 vols. Munich: Francke Verlag.
	Saldich, A. R. 1979. Electronic Democracy. New York: Praeger.
	Sand, Jacob, and Jens Engberg. 1993. Teledemokrati. Copenhagen: Teknologinævnet.
	Schmidt, Marcus. 1993. Direkte demokrati i Danmark: Om indførelse af et elektronisk andetkammer Copenhagen: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.
	Slaton, Christa Darlyn. 1992. Televote: Expanding Citizen Partipication in the Quantum Age. Westport, Conn.: Praeger.
	Smith, Gerald W., and Jerry Debenham. 1988. Intelligent Voting Systems: Using Computers for Choosing our Leaders. The Futurist (September-October): 38-42.
	Spengler, Oswald. [1918-1922] 1972. Der Untergang des Abendlandes. Reprint. Munich: DTV.
	Tallian, Laura. 1977. Direct Democracy. Los Angeles: Peoples Lobby.
	Tehranian, Majid. 1990. Technologies of Power: Information Machines and Democratic Prospects. Norwood, New Jersey: Ablex Publishing Company.
	Toffler, Alvin. 1981. Fremtidschok. Copenhagen: Samlerens Forlag.
	Valaskakis, K., and P. Arnopoulous. 1982. Telecommunitary Democracy: Utopian Vison or Probable Future. Montreal: McGill University.
	Virilio, Paul. 1980. Geschwindigkeit und Politik. Berlin: Merve Verlag.
	Wolff Robert Paul. 1976. In Defense of Anarchism. New York: Harper Torchbooks.
	Zimmerman, Joseph F. 1986). Participatory Democracy: Populism Revisited. New York: Praeger.