Jyllands-Posten 7. januar 1999

Afskaf Folketinget!

Af cand mag Andreas Rasch-Christensen , Aarhus

Det repræsentative demokrati kan suppleres med elementer af direkte demokrati fx i form af borgerpaneler, og når hele befolkningen har opnået den tilstrækkelige politiske modenhed og den nødvendige tiltro til borgerpanelerne, kan man afskaffe parlamentet (Folketinget), foreslår kronikøren.


Demokrati er et ubetinget plusord. Vi kan ikke få nok af det: i skolen, i foreningerne, på arbejdspladsen, i samfundslivet i det hele taget. I de senere år er der dog talt meget om demokratiets krise. Samtidig kan der spores en mistillid i store dele af befolkningen til det politiske system; nogen taler om politikerlede. Man kan dog ikke umiddelbart sætte lighedstegn mellem befolkningens parlamentslede og demokratiets krise, hvis mistilliden til det politiske system giver sig udslag i alternative deltagelsesformer, såsom grædsrodsbevægelser. På denne måde skifter deltagelsen bare karakter.

Problemet i Danmark synes dog at være, at befolkningen har givet op over for nogle politikere, som end ikke gider informere omkring de beslutninger, der træffes i Folketinget. Det seneste (men ikke eneste) eksempel er forringelsen af efterlønsordningen, hvor de ansvarlige ministre ikke orkede at indgå i en dialog med vælgerne inden beslutningens tilblivelse. Det er åbenbart en udbredt opfattelse blandt mange "ansatte" på Christiansborg, at vælgerne er så ubetydelige (eller uvidende), at en nøgtern dialog mellem politikere og samfundsborgere er ufrugtbar.

Kløften mellem folket og de folkevalgte udvides endvidere ved, at de folkevalgte ikke er repræsentative i forhold til befolkningen, hverken hvad angår køn, alder eller erhverv. Samtidig bliver kløften mellem parlamentarikerne indbyrdes (hvad angår de samme forhold) mindre og mindre, hvorfor det nuværende danske repræsentative demokrati kan karakteriseres som et elitestyre, selv om det ikke er tænkt som et sådant, hvilket forværres af, at vælgernes eneste sanktionsmulighed over for repræsentanterne er, at de ved næste valg kan erstatte dem med nogle andre. 

Befolkningens indflydelse er altså begrænset til med mellemrum at gå til valg og stemme på den politiker eller det parti, som de synes bedst om. Konsekvensen af vælgernes manglende mulighed for direkte at kontrollere de valgte politikere tydeliggøres i den aktuelle debat omkring efterlønnen. Statsministeren kan kvit og frit i en valgkamp love, at efterlønsordningen ikke vil blive forringet, for så kort tid efter at gøre det modsatte. Der bliver sågar spekuleret i at træffe "ubehagelige" politiske beslutninger på strategiske rigtig tidspunkter, hvilket vil sige lang tid inden næste valg, eftersom vælgerne så nok har glemt konsekvenserne, når de igen skal stemme.

Selv om den danske grundlov indeholder en mulighed for at sende et lovforslag til folkeafstemning, eksisterer der adskillige tilfælde, hvor folket på forhånd anses som værende diskvalificeret til valghandlingen. Folket er eksempelvis afskåret fra at kunne stemme om finansloven, lønnings- og pensionslove, love om direkte og indirekte skatter etc. Nogle af disse love har endog meget stor indflydelse på folkets hverdag, men det er åbenbart i overensstemmelse med det danske "folkestyres" særegne logik, at de borgere, som berøres af beslutningerne, er afskåret for deltagelse i selve valghandlingen.

Argumentet har ofte været, at de problemer, som man skal lovgive om, er alt for komplicerede til, at "folket" ville kunne forstå dem ordentligt. Men ligger der ikke en selvmodsigelse i på den ene side at hævde, at den almindelige borger ikke er kvalificeret til at forstå politiske problemer, mens man på den anden side i den danske grundlov har mulighed for at sende lovforslag ud til folkeafstemning. Man forudsætter altså, at befolkningen har en klar stillingtagen til de forskellige EU-traktater, som er så omfattende og uoverskuelige, at ikke een eneste har et nogenlunde sikkert overblik over konsekvenserne af et ja eller et nej. Samtidig betragter man de almindelige vælgeres indsigt i politiske forhold som værende for utilstrækkelig til, at man kan betro dem afgørelsen af forskellige indenrigspolitiske anliggender.

Ovenstående problemstillinger medfører ligegladhed over for offentlige anliggender, som er en grundlæggende kendsgerning i dag. Kløften mellem vælgere og professionelle politiske ledere medfører apatisk trækken-sig-ud og laden-stå-til, når den menige befolkning føler, at den ingen reel indflydelse har. Løsningen er en radikalisering i retning af en mere direkte og aktiv borgerdeltagelse, ikke i form af en genindførelse af en borgerforsamling, hvor man mødes på torvet, men en undersøgelse af, om man kan finde nye former for folkelig deltagelse.

De færreste benægter, at et direkte demokrati er en umulighed i teknisk henseende. En af de traditionelle hovedindvendninger mod det direkte demokrati har været, at det umuligt kunne praktiseres i vor tids store massesamfund. Med dannelsen af centralt styrede stater som England og Frankrig lod et direkte demokrati sig ganske simpelt ikke gennemføre, hvordan i alverden skulle man jævnligt tromle millioner af mennesker sammen på en stor forsamlingsplads. Med fremkomsten af de elektroniske kommunikationsmidler bortfalder denne tekniske hindring, og der er opstået nye udviklingsmuligheder for den direkte borgerdeltagelse.

Nødvendig for en demokratisk beslutningsproces er ligeledes en forudgående omfattende debat, som beskrevet af Hal Koch, hvor samtalen (dialogen) sammen med den gensidige forståelse og respekt er demokratiets grundlæggende væsen. Grundet nødvendigheden af denne demokratiske debat er der med fremkomsten af bl.a. Internettet skabt et anvendeligt elektronisk afstemnings- og debatmedie. Internettet har muliggjort, at information omkring den politiske dagsorden kan videreleveres til alle samfundsborgere. Dette giver borgerne lige mulighed for at indgå i en debat omkring den politiske dagsorden, hvorfor borgerne også har lige mulighed for at udøve indflydelse på den.

At argumentere for et direkte demokrati i teknisk henseende er dog det mindst kontroversielle. Hvordan sikrer man, at den information, som videreleveres til borgerne gennem Internettet, er den rigtige? Er telekommunikation ikke netop en mulighed for manipulation af borgerne? Vil en eventuel politisk elite ikke netop udnytte telekommunikationen til at fremme egne interesser? Dog skal informationen jo komme fra en eller anden kanal, og denne vil i princippet altid kunne manipulere med borgerne.

For at hindre ovenstående faresignaler i et direkte demokrati baseret på telekommunikation ville det kræve, at borgerne er i besiddelse af fuld information om alle politiske spørgsmål, hvilket er et stort og muligvis utopisk krav. En demokratisk proces forudsætter nødvendigvis heller ikke, at alle borgere skal være informeret om alle politiske spørgsmål. Mere realistisk kunne man forestille sig et mindre repræsentativt udsnit af befolkningen bestående af 500 eller 1000 borgere udpeget ved lodtrækning, som dog ikke skal træffe beslutninger om samtlige politiske spørgsmål. Man kunne eksempelvis forestille sig et borgerpanel for hvert lokalområde, som skal være medbestemmende i politiske lokalafgørelser. Man kunne også forestille sig flere borgerpaneler, eet for hvert større politisk spørgsmål på dagsordenen.

Disse paneler kunne bestå, indtil det politiske spørgsmål, som de har ansvar for, er kørt igennem den politiske beslutningsproces (f.eks. et år), hvorefter der udpeges nye paneler ved lodtrækning. Disse borgerpaneler skal være med gennem hele den politiske beslutningsproces, fra initiativ- til implementeringsfasen, hvor de kan deltage i debatter, afholde høringer, informere den øvrige del af befolkningen etc. Borgerpanelerne skal i første omgang ikke nødvendigvis erstatte parlamenterne, men kan indgå som et supplement, hvor vælgerne kan indgå i et dynamisk samspil med de valgte repræsentanter. Om ikke andet vil det tvinge de valgte repræsentanter til at indgå i en mere direkte debat med deres vælgere.

På kort sigt er det altså ikke et spørgsmål om at betragte forholdet mellem et direkte og repræsentativt demokrati som et enten/eller. Det repræsentative demokrati kan suppleres med elementer af direkte demokrati eksempelvis i form af borgerpaneler. Initiativ og referendum kan i denne forbindelse forøge den folkelige deltagelse i og ansvar for det politiske styre, fordi de udgør et permanent instrument for politisk deltagelse og opdragelse. Borgernes mulighed for at fremsætte forslag til afstemning (initiativ) og deres mulighed for endelig stillingtagen til et forslag (referendum) forbinder debatten med handlinger. Den udtrykker folkeviljen og omsætter den til politiske beslutninger.

På længere sigt, når hele befolkningen har opnået den tilstrækkelige politiske modenhed og den nødvendige tiltro til borgerpanelerne, kan man afskaffe parlamentet. Man kunne slutteligt spørge sig selv, om befolkningen i det hele taget har lyst til deltagelse i den politiske beslutningsproces: Er vi trætte af politikerne? Tror vi, at vi ville kunne gøre det bedre direkte og således blive lykkeligere? Det er svært at give et entydigt svar på disse spørgsmål, men den seneste tids debat omkring bl.a.
efterlønsordningen indikerer, at store dele af vælgerne faktisk gerne vil spørges til råds i den slags sager eller i det mindste informeres inden en beslutnings endelige tilblivelse. Om vi kan gøre det så meget bedre end politikerne, er langt fra sikkert, men på den anden side tror jeg heller ikke, at vi kan gøre det så meget værre, og med et direkte demokrati vil man i det mindste tage begrebet "folkestyre" mere seriøst.